Jeg har efterhånden været med til en del content shoots, og der er én ting, der går igen gang på gang. Det kan være næsen fra en bestemt vinkel. Lårene. Armene. Håret. Smilet. Stemmen. Og helt ærligt – jeg er præcis sådan selv. Jeg er overhovedet
ikke hellig, haha. Vi har alle sammen noget, vi helst ikke vil vise på kamera.
Men det sjove er…
Hver eneste gang nogen nævner “deres ting”, så er det noget, jeg slet ikke har lagt mærke til. Overhovedet. Ikke én gang. Det har virkelig været en øjenåbner for mig, hvor meget energi vi kan bruge på at hade små, latterlige ting ved os selv – som der simpelthen er INGEN andre, der lægger mærke til. Og det værste er, at det faktisk kan holde os tilbage fra at få lavet de videoer, vi gerne vil. Jeg døjer selv med min hud i perioder, og førhen ville jeg aldrig filme, hvis jeg havde en bums. Nu kommer jeg godt nok lidt ekstra concealer på, bevares, men jeg er jo ingen makeup-ekspert, så den kan stadig ses.
Og hvad så? Det får mig jo faktisk bare til at se lidt mere menneskelig ud. Det er pisse ligemeget med den bums.
Jeg tror ikke, folk stopper med at følge mig på grund af en bums – nok nærmere hvis mit indhold ikke siger dem noget. Det, du ser som en fejl, er ofte det, der gør dig levende. Relaterbar. Ægte.
Og det er netop dét, der gør, at folk føler noget, når de ser dig på kamera.
Det er ikke kameraet, der er hårdt. Det er din indre stemme 🫶
